Karl
Sønderstrup (1915 - 2004)

Karl
Sønderstrup, Aalborg Skakforenings æresmedlem og formand gennem en
menneskealder, døde fredag den 30. januar, 88 år gammel, efter kort tids
sygdom. Karl Sønderstrup var kendt og respekteret i hele skak-Danmark, men det
var nordjysk skak, og i særdeleshed Aalborg Skakforening, der kom til at nyde
godt af Karls store organisatoriske evner og brændende engagement og interesse
for skakken.
Karl Sønderstrup
flyttede til Aalborg i 1944, da han efter endt uddannelse ved politiet i
København blev stationeret i byen. Skakinteressen var allerede vakt, og Karl
meldte sig straks ind i Aalborg Skakforening, hvor han forblev indtil sin død.
Der skulle hurtigt vise sig at blive brug for Karls organisatoriske evner. I
1955 blev han første gang valgt som formand for klubben. I alt nåede Karl at
være formand for foreningen i 37 år, og havde han ikke frabedt sig genvalg
1960, da han samtidig blev valgt som formand for hovedkredsen og fik plads i
DSU’s hovedbestyrelse, kunne det være blevet til endnu flere år i
formandsstolen! I Karls formandsperiode udviklede Aalborg Skakforening sig til
en af landets største og mest toneangivende klubber inden for Dansk Skak Union.
For sit store og uegennyttige arbejde for skakken blev Karl tildelt Dansk Skak
Unions hæderstegn.
I 1985, i
forbindelse med sit 25 års jubilæum som formand for foreningen, blev Karl
udnævnt til æresmedlen af Aalborg Skakforening, men med den udtrykkelige
klausul, at han skulle kunne genvælges som formand, hvad han heldigvis havde
både lyst og energi til!
Da Aalborg
Skakforening i 1989, som en af landets ældste klubber, kunne fejre sit 100 års
jubilæum var et af højdepunkterne udgivelsen af jubilæumsbogen ‘Aalborg
Skakforening i 100 år’ af Karl Sønderstrup. Bogen repræsenterer et stykke dansk
skakhistorie af de sjældne og fik meget fin omtale i Skakbladet og Politiken. I
Skakbladet skrev Thorbjørn Rosenlund bl.a.: ‘Allerede jubilarens høje alder
lover et kig langt tilbage i dansk skakhistorie, men vidste man det ikke før,
bliver man desuden under læsningen klar over, at udsynet næppe har været bedre
noget sted i landet. En flot præstation af Karl Sønderstrup, som bør finde
læsere i hele skak-Danmark’.
I jubilæumsbogen
fortæller Karl om de mange stormestre som har gæstet klubben (Bent Larsen,
Taimanov, Keene, Simen Agdestein, Rainer Knaak og mange flere) om det gode
samarbejde i Aalborg Skakring, de mange DM-stævner i byen og om den sunde
konkurrence med bl.a. Nørresundby Skakklub. Bogen er krydret med et væld af
detaljer, anekdoter og morsomme episoder fra et langt skakliv og spændende
fortalt. Karl var en god skribent og skrev i en årrække også den lokale
skakspalte i Aalborg Stiftstidende, ligesom han var en flittig bidragyder til
Aalborg Skakforenings medlemsblad. I sine senere år havde han en artikelserie
under titlen ‘Minderne har man jo lov at ha’. Nu har vi kun minderne tilbage,
men de vil lyse længe på den nordjyske skakhimmel.
Da Karl i 1997,
som 81-årig, syntes, at nu trængte han til afløsning på formandsposten, nævnte
han, at det at være formand for Aalborg Skakforening efterhånden var blevet en
del af tilværelsen, men det havde aldrig været en sur pligt, og glæderne havde
altid været i overtal. Det kan vi kun give ham ret i. Hans hustru Eva
Sønderstrup bidrog også til den gode stemning og atmosfære i foreningen. I en
årrække serverede Eva kaffe og hjemmebagt kringle på klubaftener, ved holdkampe
og turneringer!
Rektor Sven
Caspersen, Aalborg Universitet takkede Karl for indsatsen som formand med
ordene: ‘Flot – fornemt. Du har styret foreningen suverænt gennem gode og
vanskelige år. Aalborg Skakforening har i din tid opnået mange resultater, som
du altid har været begejstret for og stolt over, når det lykkedes, men du var
også glad for de beskedne placeringer, som en hæderfuld 5. plads. Du har som
formand altid tilstræbt, at Aalborg Skakforening skulle være en bredt favnende
klub, og ikke en elitær, der kun tænkte på toppen, og det har vi alle haft
glæde af. Derfor var det også altid en særlig fornøjelse når vi kunne slå
Nørresundby! Du har altid været præget af et enestående engagement og en
interesse for klubben som helhed, men samtidig for hvert medlem fra den yngste
til den ældste, og det har betydet utroligt meget for os alle’.
Men det var ikke
kun på det organisatoriske plan, at Karl formåede at sætte sig varige spor.
Karl var selv en fremragende skakspiller, som både nåede at vinde Aalborg
Bymesterskab (i 1968) og DM i veteranskak ved DSU 75 års jubilæumsturnering i
Horsens i 1978, ligesom Karl også var med på klubbens hold i 1. division
tilbage i 1960’erne.
Klubmesterskabet
vandt Karl fire gange i alt fra 1956 til 1958 og igen i 1971, og det var i en
periode, hvor stærke spillere som Jørgen Nielsen, Torben Kjeldsen, I.E.W.
Gemzøe, Hans Villumsen og Claus Nørregård var med til at sætte deres præg på
klubben.
Karl havde mange
interesser foruden skakken. Han var en dygtig orienteringsløber i sine unge år
og sammen med Eva var han aktiv i foreningen Fodslaw, hvor det blev til mange
marcher i ind- og udland. Som pensionist gennemførte Karl Sønderstrup
Hærvejsvandringen på 300 km fra Slesvig til Viborg. Interessen for litteratur
og historie inspirerede i de senere år til talrige højskoleophold rundt i
Danmark.
Interessen for
skakken forblev usvækket lige til det sidste. Selv under den sidste svære
sygdom kom der lys i øjnene på Karl, når snakken drejede sig om skak. Det
varmede utrolig meget med de mange hilsener og blomster, som han modtog fra nær
og fjern under sit sygdomsforløb. Han accepterede fuldt ud sin skæbne og kunne
godt tåle at se døden i øjnene med tanke på det gode liv han havde levet.
Den sidste gang
vi så Karl i klubben var i december måned, da klubbens 2. og 3. division samt
mesterrækkeholdet spillede hjemme samtidig.
Aalborg
Skakforening har med Karl Sønderstrups død lidt et smerteligt tab. Men midt i
sorgen er vi også taknemmelige for alt det, som Karl har givet os og klubben.
Eva og Karl
Sønderstrup skabte sammen et godt og gæstfrit hjem, hvilket mange skakspilere i
gennem årene har nydt godt af. Karl efterlader sig, ud over sin kone Eva
Sønderstrup, sine tre sønner Esben, Bjarne og Thue flere børnebørn og oldebørn.
Æret være Karl
Sønderstrups minde.
Arne Dan
Fjordside
Aalborg
Skakforening